Forløb på vej

Fuglen er en lyrisk odyssé for større børn og voksne skrevet af Marianne Iben Hansen og illustreret af Tea Bendix, der er udkommet som app efteråret 2017. Bogudgaven af Fuglen udkom på Gyldendal allerede i 2015.

Fortællingen handler om at miste sig selv, søge og atter turde vælge sig selv. Tekstens lyriske udtryk er utraditionelt, idet rytmen følger handlingen organisk og ustringent. Billederne udvikler sig i samspil med teksten fra begyndelsens rolige skildring af et genkendeligt univers til en rå og vild fortolkning af både de ydre og indre landskaber. Med denne digitale udgave af Fuglen har forfatter og illustrator skabt en sanselig og smuk oplevelse ved at benytte lyd, timing, pacing og animation som virkemidler. Læseren får lov til at mærke rytmen gennem oplæsningen, sanse tomheden, uvisheden og frygten via bevægelse og et rigt lydspor, der går i forbindelse med fortællingen. Ikke ved interaktion eller mulighed for at påvirke handlingen, men ved at læseren, ligesom hovedpersonen, er ude af stand til at fravige den vej, der viser sig for hende og i stedet må åbne sig for det mystiske og ukendte.

Ayoe Quist Henkel og Jan Frydensbjerg tilrettelægger et undervisningsforløb til den intermediale udgave af Fuglen her på danskidybden.gyldendal.dk. Forløbet publiceres efteråret/vinteren 2018.

Du og dine elever har gratis adgang til teksten i App Store, hvis du har et UNI-Login til danskidybden.gyldendal.dk.

Fuglen Klik på billedet for at gå til App Store, hvor du kan downloade appen med Marianne Iben Hansen "Fuglen" - her genfortalt med tekst, billeder, oplæsning, lyd og animationer. Produceret af Gyldendal 2017. Teksten kan kun læses på iPad. 2017