I dette forløb skal I gå tæt på novellen ”Hemmeligheder, køb & salg” af Louis Jensen. I skal skrive jeres egne noveller om hemmeligheder, fx på nettet. Louis Jensens novelle er fra samlingen Det du ikke ved (2016).

”Hvad jeg først fandt ud af var, at alle mennesker i virkeligheden er to personer. Den man viste for andre. Og den man skjulte. Sådan var det. Det fik mig naturligvis til at tænke over, hvordan jeg selv var. Var jeg på samme måde?”
Louis Jensen

Gyldendals Billedbibliotek

FORLØB
SKRIV NOVELLER
Eleverne skal gå tæt på novellen ”Hemmeligheder, køb & salg” af Louis Jensen fra samlingen Det du ikke ved (2016). De skal også skrive deres egne noveller om hemmeligheder, fx på nettet. 

Nettet og de mange sociale medier giver nye muligheder for at iscenesætte sig selv. Man kan vise en bestemt side af sig selv og skjule andre. Samtidig kan man eksperimentere med forskellige måder at være på og dele sine hemmeligheder med andre. Måske kan man også finde sig selv. I novellen ”Hemmeligheder, køb & salg” hører læseren om en dreng, der har en hemmelighed. På nettet får han indblik i andres hemmeligheder, og samtidig reflekterer han over, hvem han selv er.


LÆRINGSMÅL
Når eleverne er færdige med forløbet:
  • kender de til et eksempel på en novelle
  • ved de, hvad der kendetegner novellegenren
  • kan de analysere og fortolke en novelle
  • kan de skrive deres egen novelle om hemmeligheder.

TEKSTER/TILBEHØR
”Hemmeligheder, køb & salg” (novelle) 11,5 ns.
Noveller (video)
”En sød hemmelighed” (maleri 1892)

FORSLAG TIL DIGITALE REDSKABER 
Fakebook

TIDSFORBRUG
Ca. 11 lektioner

MÅLGRUPPE
8.-10. klasse

FORFATTER
Jens Christensen